Det er kl. 19.00 i Sankt Ansgars Kirke; temaet er Du skal elske din næstes kirke.
Kirkevandringen som vi kender den, er rykket til tirsdag d. 28. maj .
Alban- og Sergij Samfundet og præster fra kirkevandringskirkerne skriver:
Også i 2024 arrangeres der selvfølgelig Kirkevandring i København; sådan har det været siden 1955, men den snart 70-årige går nu nye veje og flytter til et senere – og varmere – tidspunkt på året.
Kirkevandringen i København tilrettelægges af Alban- og Sergijsamfundet i Danmark i samarbejde med Sankt Pauls Kirke (luthersk, folkekirken) Jerusalemkirken (metodistisk), Sankt Ansgars Kirke (romersk-katolsk), Sankt Alexander Nevskij Kirke (russisk-ortodoks), St. Alban’s Church (anglikansk) og Svenska Gustavskyrkan (luthersk), og den har traditionelt ligget i den årlige internationale økumeniske bedeuge for kristen enhed (d. 18.-25. januar). Men under Corona-nedlukningerne var vi nødt til at tænke i nye baner, så i 2022 blev Kirkevandringen holdt i forsommeren; og det faldt i så god jord hos mange, at vi nu gentager succesen. At Kirkevandringen 2024 finder sted tirsdag d. 28. maj – stadig med start i Sankt Pauls Kirke kl. 18.30 og derefter via de fire forskellige ruter rundt hos de øvrige medvirkende kirker til fælles afslutning i Gustavskyrkan.